I slutningen af august og begyndelsen af september afvikles det store motionsløb DHL-stafetten i Århus, Odense, Aalborg og København. Mange firmaer stiller med hold, og politiet er ingen undtagelse.
I år løber over 2200 politibetjente, administrative medarbejdere, jurister og andre medarbejdere med på den fem kilometer lange rute, så de kommer til at fylde godt op i løberfeltet. Sidste år var det godt 2100 deltagere, så årets deltagerfelt er det største nogensinde.
I alle byer har Rigspolitiet lejet et stort telt til deltagerne, hvor de kan samles og spise efterfølgende.
De fleste af politiets løbere deltager den 3. og 4. september i Fælledparken i København. Den 19. august er politiløberne på banen i Mindeparken i Århus, den 20. august rykker stafetten til Fruens Bøge i Odense, og den 27. august er det nordjydernes tur, når de politiansatte løber i Aalborg.
Politiet lægger meget vægt på, at medarbejderne har et sundt arbejdsmiljø og støtter op om flere forskellige motionstiltag. Blandt andet er der ansat seks wellnesskonsulenter i Rigspolitiet, som jævnligt tager ud i politikredsene og rådgiver om motion, sundhed, rygestop og genoptræning.