Efter to dages intens konkurrence blev det tirsdag afgjort, at politiassistent Peter Lehm med sin hund Zappa kan kalde sig Danmarks dygtigste narkotikahundefører 2008 og tage pokalen med hjem til Københavns Politi.
 |
- Min hund har ikke en speciel disciplin, hvor han er særlig stærk – han er bare jævnt god og kan i øvrigt det samme, som alle de andre narkotikahunde. Vi har ikke trænet specielt op til DM’et – andet end det normale arbejde i afdelingen, siger Peter Lehm og afslører, at han dog har brugt lidt tid på at finpudse hans og Zappas samarbejde omkring lydighed, som især skal bruges i skoledressuren.
|
Peter Lehm har været hundefører siden 1990 og narkotikahundefører siden 2001. Zappa er en 2½-årig hanhund, og til daglig assisterer de Københavns Politis forskellige specialafdelinger, som arbejder med narkotikarelaterede forbrydelser og skal have gennemsøgt lejligheder, biler og kældre for forskellige euforiserende stoffer.
Danmarksmesterskabet blev arrangeret af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi og blev afviklet i Korsør, hvor seks af politiets hundeførere og to fra Kriminalforsorgen dystede om den ærefulde titel. Disciplinerne omfattede skoledressur, søgning efter narkotika på lager og kontorer, søgning ombord på et af søværnets skibe, søgning mellem tasker og i terrænet, hvor forskellige typer narkotika havde ligget gravet ned i flere dage.
|
De to bedst placerede hundeførere fra politiet går videre til det nordiske mesterskab for narkotikahunde, så derfor får Peter Lehm selskab af nummer to Arne Petersen, fra Syd- og Sønderjyllands Politi når han skal konkurrere mod de nordiske kolleger og deres hunde til næste år.
|
 |