Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet har fået mere assistance fra ammunitionsrydningstjenesten i 2007

Når sprængstoffer skal håndteres og bortskaffes kontakter politiet Forsvaret. Antallet af opgaver for politiet steg i 2007 i forhold til året før

1102 gange samarbejdede forsvarets ammunitionsrydningstjeneste med politiet sidste år. Det viser nye tal fra Forsvaret. Året før drejede det sig om 849 gange.

Stigningen ses især i kategorien ”assistance til politiet,” som der har været 489 af sidste år i forhold til 68 året før. Årsagen til stigningen er blandt andet flere fyrværkeriransagninger og fundet af mange krysantemumbomber, som ammunitionsrydderne skulle ud og fjerne i ugerne omkring nytåret.

Men politiet benyttede også sprængningseksperternes ekspertise og deres robot Rulle Marie ved mange andre lejligheder sidste år.

58 gange rykkede Forsvaret ud til såkaldt improviseret ammunition, der kan bestå af rørbomber og andre hjemmelavede bombelignende genstande.

256 gange bad politiet eksperterne om hjælp til håndtering af konventionel ammunition som granater fundet på strande og håndgranater, som dukkede op under oprydninger i dødsboer.

I 123 tilfælde bad politiet ammunitionsrydningstjenesten om at undersøge effekter som hjemmelavede kanonslag og bombelignende genstande for at beskrive, hvor farlige de ville have været, hvis de var sprængt. De oplysninger bruger politiet blandt andet, når der skal tages stilling til en sigtelses omfang. Antallet af den slags undersøgelser var 103 i 2006.

Forsvaret afhenter også ustabile kemikalier, som ikke er blevet opbevaret korrekt. Det kan være fra skoler og laboratorier, som ringer til politiet, fordi æter for eksempel er krystalliseret og dermed er blevet farligt at håndtere.

10 gange sidste år arrangerede ammunitionsrydningstjenesten øvelser, foredrag og undervisning for og med politiet.

 


 

Senest opdateret: 26. februar 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012