I alt 25.219 gange bidrog kriminalteknikerne fra Rigspolitiets Kriminaltekniske Center, KTC, til efterforskninger rundt omkring i landet sidste år. Det viser afdelingens opgørelse for 2007.
Opgaverne tæller primært undersøgelser af 21.193 indsendte genstande fra gernings- og skadessteder, mens der har været 1.517 udrykninger til blandt andet brande, drab, drabsforsøg, mistænkelige dødsfald, røverier, indbrud og vold. Det er en lille stigning i forhold til i 2006, hvor teknikerne 1.393 gange måtte starte de lyseblå varebiler og køre ud til forskellige opgaver.
I 2007 var der kriminalteknisk udrykning til 247 drab, drabsforsøg eller mistænkelige dødsfald mod 176 året før. Til gengæld var der mindre vold, der skulle undersøges på stedet, da der var brug for teknikernes assistance i 79 tilfælde mod 102 i 2006.
350 gange måtte brandteknikerne finde skovle og filtermasker frem og undersøge brandtomter for brændbare væsker og andre mistænkelige ting, og i løbet af året blev der samlet spor ind fra 126 røverier.
Våbenteknikerne rykkede ud 129 gange mod 90 året før, og de undersøgte 886 våben, som politikredsene havde sendt ind.
Dokumentsektionen havde 1.881 pas, pengesedler, identitetspapirer og andre dokumenter gennem fingrene og mikroskoperne i årets løb, og det er en lille stigning i forhold til i 2006, hvor antal dokumentundersøgelser var 1.700.