Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politifolk skal på seminar om æresrelaterede forbrydelser

Den 7. oktober afholder Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, et seminar for politikredsenes kontaktpersoner i relation til æresrelaterede forbrydelser.

Når religiøse og kulturelle forskelle ligger til grund for trusler og vold, kaldes det æresrelaterede forbrydelser. I de senere år har politiet arbejdet målrettet med at efterforske og forebygge på dette område, og den 7. oktober mødes alle de medarbejdere fra politikredsene, som arbejder med æresrelaterede forbrydelser til et seminar.

På seminaret skal de cirka 40 deltagere blandt andet høre medarbejdere fra Politiets Efterretningstjeneste og fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager fortælle om politiets vidnebeskyttelsesprogram, tavshedspligt og forsvundne udenlandske personer. En stor del af seminaret vil omhandle tværkulturel konfliktmægling, hvor kolleger og eksperter vil fortælle om deres erfaringer på dette område.

Til slut vil medarbejderne fra politikredsene fortælle om, hvordan det går med arbejdet i netop deres kreds, så alle på den måde kan drage nytte af hinandens erfaringer fra konkrete sager.

- Vi holder seminaret for at holde kompetenceniveauet tilpas højt i politikredsene og hos os selv, og fordi vi vurderer, at det er tid til at få rundet emnet igen, siger vicepolitiinspektør Jørgen Skov Isalin fra NEC.

 

 

Senest opdateret: 19. september 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012