Det blev politiassistent og hundefører Stig Pedersen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn, der midt i juni kunne modtage rigspolitichefens ærespokal.
 |
Den gives hvert år til en hundefører, der sammen med sin hund har ydet en særlig humanitær indsats og derved har reddet et barn, et sygt menneske eller en ældre, svagelig person.
Pokalen kan også gives for en anden særlig indsats eller hvis hundeføreren har været udsat for en særlig farefuld handling.
I Stig Pedersens tilfælde var det førstnævnte begrundelse, der resulterede i pokalen, da han og hans hund Ares den 7. september sidste år fandt en savnet 81-årig mand i Dronninglund.
|
Manden havde været ude at gå sin daglige tur om eftermiddagen men var ikke kommet hjem, så familien ledte i lang tid og meldte ham til sidst savnet klokken 21.30, og en eftersøgning begyndte. Efter cirka en times søgning i vanskeligt terræn, gav Ares hals og havde fundet den 81-årige. Hans ene ben var fastklemt under et træ, som var væltet i stormen. Han var kold og svækket men i live. Det viste sig senere, at hans ben var brækket
Stig Pedersen blev valgt som modtager af årets ærespokal i skarp konkurrence med tre andre hundeførere, der i løbet af 2007 har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats.