Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Bandeuroligheder giver travlhed hos kriminalteknikerne

Talrige våben og andre effekter fra rocker- og bandeurolighederne er i den seneste tid blevet undersøgt af Kriminalteknisk Center i København

Når et bandemedlem eller en rocker trykker på en pistols aftrækker, genererer det en bølge af arbejde for politifolk efterfølgende. Blandt nogle af dem der har særdeles travlt for tiden på grund af rocker- og bandeurolighederne, er våbenteknikerne hos Rigspolitiets Kriminaltekniske Center, KTC.

- Vi har i den seneste tid fået over 200 pistoler, revolvere og automatvåben ind, som stammer fra bandeopgør i hele landet, siger politikommissær og leder af KTC’s våbensektion Bonnie Ludvigsen.

Hjemme i afdelingen undersøgerne teknikerne våbnene, sammenligner patronhylstre i mikroskop og undersøger i en database, om våbnet har været anvendt på andre gerningssteder.

Våbenteknikernes opgave består også i at tage ud på gerningsstederne og klarlægge, hvordan der er blevet skudt, hvor offer og gerningsmand har stået, og hvor projektilerne er havnet. Så den del af arbejdet har også krævet mere tid af de ti våbenteknikere de seneste måneder.

Også i KTC’s sektion for fingeraftryk, er der tryk på for tiden på grund af urolighederne. Her undersøger teknikerne alle de ting, efterforskerne finder på gerningssteder og adresser. Det kan være alt lige fra kopper, telefoner til tandbørster, briller og våben. Formålet er enten at få fastlagt en eller flere personer til at have afsat fingeraftryk på de undersøgte effekter eller at få klarlagt, hvem der færdes i miljøet.

- I flere af de aktuelle sager er det på baggrund af undersøgelserne lykkedes at identificere adskillige personer ved søgning af de fremkaldte aftryk i vores AFIS-databaser hvor cirka 330.000 personer er registreret med finger- og håndaftryk, siger politikommissær og leder af KTC’s fingeraftrykssektion Kristian Rokkjær.

Her kan du læse mere om våbensektionens arbejde

Her kan du læse mere om fingeraftryksektionens arbejde

 

 

 

Senest opdateret: 4. december 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012