Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Magasinet Politi får fagpressens hæderspris

Rigspolitiets magasin Politi kan i dag fredag fejre et års fødselsdag med seks udgivelser, og i fødselsdagsgave fik magasinet Dansk Fagpresses hæderspris, Anders Bording Prisen

Prisen er den største hæder i Danmark til fagblade og har navn efter Anders Bording, som i 1666 udgav det første periodiske tidsskrift i Danmark.

Prisen er indstiftet af Dansk Fagpresse i 1964, og tidligere år har blandt andre journalisternes fagblad Journalisten og nyhedsavisen Dagens Medicin modtaget prisen.

Anders Bording Prisens formål er at skabe øget opmærksomhed om specialmedierne - såvel inden for medlemskredsen som over for offentligheden og samfundet i det hele taget. På vegne af Rigspolitiet modtog redaktør af magasinet Politi, Janne Aagaard, prisen fredag eftermiddag på Københavns Rådhus.

»Specialmedier er en nødvendig - for ikke at sige uundværlig - del af mediebilledet, for vi leverer netop den faglige indsigt, de daglige medier sjældent har tid og kræfter til. At have mod til at producere ’langsom’ journalistik fokus på et fag er magasinet Politis eksistensberettigelse,« siger Janne Aagaard.

En enig dommerkomite belønnede magasinet for følgende:

»Politi rummer historier, det er værd at se og læse – også selv om man ikke er fagmand. Det er nærværende, livsbekræftende og relevant for målgruppen såvel som for andre, der gerne vil følge med i debatten. Det er en mulighed for at få en stemme i koret, selv om bladet endnu ikke har benyttet den mere offensive pressemæssige dækning.

Dommerkomiteen finde anledning til allerede efter et år at give Anders Bording prisen til fagbladet Politi, fordi det ganske enkelt som magasin allerede nu viser nogle lovende ambitioner, lige som man kan se, at der arbejdes klogt med at udvikle konceptet og indholdsblandingen kvalitetsmæssigt fra nummer til nummer.« sagde Lisbeth Knudsen, formand for Dansk Fagpresses dommerkomite ved prisuddelingen.

Magasinet er på 36 sider og udkommer til alle ansatte i politiet og til eksterne samarbejdspartnere hver anden måned i et oplag på 16.500 eksemplarer.

»Vi sætter stor pris på anerkendelsen, og den forpligter. Vi synes selv, at vi har skabt et læsevenligt fagmagasin med substans og et æstetisk design,« siger den ansvarshavende chefredaktør, rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Du kan læse en pdf-version af magasinet Politi her.

For yderligere oplysninger kontakt redaktør Janne Aagaard på tlf. 41 91 02 05

Senest opdateret: 30. maj 2008



Magasinet Politi



Find magasinet Politi her

 
Udskrevet d.
24-05-2012