Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Bornholm har succes med særlig spritkampagne

Spritbilister med høje promiller og usikker kørsel bliver i stigende grad meldt til politiet på Bornholm, som har sat en særlig spritkampagne i værk

Det er uacceptabelt at køre spritkørsel, og borgerne på Bornholm har i de seneste måneder hjulpet Bornholms Politi med at få de værste spritbilister af øens veje. Alene i år er 5 spritbilister blevet standset, fordi folk har kontaktet politiet, som har lavet en særlig opfordring til øens borgere.

I slutningen af november sidste år gik Bornholms Politi i de lokale medier og appellerede til bornholmerne om at ringe til politiet, hvis de fik kendskab til en spritbilist. Indsatsen blev sat i værk efter nogle alvorlige færdselsuheld, hvoraf det ene fik dødelig udgang. I begge tilfælde kørte bilisten rundt med en promille over tre.

- Vi har med den her kampagne ønsket at ramme de folk, der i mange år har haft et stort alkoholforbrug og har kørt bil samtidig. Ofte bliver de ikke taget i vores ordinære spritkontroller, fordi de ved, hvor vi står, og hvornår vi er der. Og de kører tit rundt med tårnhøje promiller, siger chefpolitiinspektør Flemming Drejer.

Undervejs i kampagnen har politiet gennem TV2/Bornholm vist borgerne, hvad de især skal holde øje med. Det foregik ved, at en erfaren færdselsbetjent satte sig bag rattet og blev filmet, mens han kørte en ”slingretur,” som er typisk for en alkoholpåvirket bilist.

- Vi har kunnet mærke, at henvendelserne fra borgerne har været markant stigende; der er mange flere, der ringer ind, når de ser den slags kørsel. I dag finder folk det heldigvis naturligt at melde spritkørsel, siger Flemming Drejer.

Bornholms Politi afvikler naturligvis stadig de ordinære spritkontroller på samme tidspunkter som politikredsene i resten af landet.

 

 

Senest opdateret: 9. januar 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012