Tre weekender i uge seks, syv og otte har politiet kontrolleret skibusser, som har transporteret danskere frem og tilbage mellem skisportssteder i Europa og Skandinavien.
I alt 229 busser er blevet standset i perioden, og politiet fandt 91 forskellige lovovertrædelser. 21 af disse sager handlede om fejl ved og brugen af de kontrolapparater, som skal registrere bussens hastighed og overholdelse af køre-og hviletidsreglerne.
I 15 tilfælde var busloven og –bekendtgørelsen overtrådt, og i 17 tilfælde konstaterede politiet tekniske mangler. I 13 tilfælde blev der konstateret overtrædelse af reglerne om køre- hviletid, der blandt andet foreskriver, at chaufføren skal holde et hvil på mindst ni sammenhængende timer hvert døgn. Otte chauffører levede ikke op til de uddannelseskrav, der stilles. I fire busser var de lovpligtige attester ikke medbragt, og politiet kunne notere syv for kørekortovertrædelser.