Københavns Politis hundeførere og deres hunde, blev i dag den 21. maj kåret som vindere af danmarksmesterskabet for patruljehunde 2008. På andenpladsen kom Sydsjælland og Lolland Faltsers Politi og Fyns Politi fik en tredjeplads.

Mesterskabet blev afviklet over to dage i og omkring Middelfart på Fyn, hvor i alt 40 hundeførere og deres hunde fra ti politikredse i hele landet dystede om den ærefulde titel og en vandrepokal. Pokalen har det sidste år haft sin plads hos Sydøstjyllands Politi, som vandt sidste års mesterskab på hjemmebane.
De ti hold i årets mesterskab bestod af 4 hunde og førere, som skulle igennem en række forskellige øvelser, hvoraf runderingsøvelser, gerningsstedssøgning, sporøvelse og skoledressur udgjorde de største øvelser.
Under runderingsøvelsen søgte hundene efter våben og personer. Ved gerningsstedssøgningen gjaldt det om at fremsøge blodspor og mindre genstande, og ved sporøvelsen skulle hundene bl.a. snuse sig frem til nedgravet narkotika og skjulte personer.
Vinderholdet bestod i år af Jan Verner Larsen, Ken Dion Jensen, Thomas Winther og Ivan Dølby.