Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Evaluering af politireformens virkninger

I forbindelse med implementeringen af politireformen har Rigspolitiet indgået aftale med Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet om, at der løbende foretages en evaluering af politireformens virkninger.

Evalueringerne skal bl.a. fokusere på borgernes opfattelse af politiets indsats samt borgernes tryghed før og efter reformen og oplevelsen blandt politiets samarbejdspartnere af reformens virkninger.

Det var forudsat, at nogle undersøgelser skulle gennemføres i 2006 (før-måling) samt igen i 2008 og 2010, og resultaterne heraf skal indgå som et væsentlig bidrag til den samlede evaluering af politireformens virkninger.

Flemming Balvig, professor, dr. jur., mag.scient.soc, og Lars Holmberg, lektor, mag.scient., ph.d., har i samarbejde med Socialforskningsinstituttet gennemført en ”før måling”, som tager temperaturen på forholdet mellem politi og befolkning umiddelbart før politikredsreformen 1. januar 2007. Resultaterne af denne undersøgelse findes i rapporten ”Fem minutter i tolv" (pdf). Som noget ekstra er der gennemført en tilsvarende undersøgelse i december 2007. Resultaterne af denne undersøgelse findes i rapporten ”Politireformen år ét” (pdf).

Et forhold som gør undersøgelsesresultaterne særligt interessante er, at der der også i 1998, 2000 og 2002 er gennemført befolkningsundersøgelser vedrørende forholdet mellem politiet og befolkningen, hvorfor der nu kan ske sammenligning af resultaterne på såvel det korte som det lange sigt.

Ud over de to befolkningsundersøgelser har Charlotte Klinge-Christensen fra Synovate Vilstrup stået for kvalitative fokusgruppediskussioner om danskernes holdning til og oplevelse af politiets indsats. Flemming Balvig og Lars Holmberg har i samarbejde med Charlotte Klinge-Christensen på den baggrund udarbejdet rapporten ”Fem minutter over tolv” (pdf) om forholdet mellem politiet og befolkningen umiddelbart efter politikredsreformen 1. januar 2007.

Den næste undersøgelse af forholdet mellem politi og befolkning skal gennemføres ultimo 2008 og herefter igen i 2010, hvor politireformen forventes næsten fuldt implementeret.

Senest opdateret: 9. september 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012