Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiets forberedelser til klimakonference er i gang

Rigspolitiet og Københavns Politi har oprettet et sekretariat, der er i fuld gang med at planlægge efteruddannelse af politifolk inden klimakonferencen i 2009

Først til november 2009 skal Danmark være vært ved FN’s klimakonference i København. Men Rigspolitiet og Københavns Politi er allerede nu gået i gang med at planlægge detaljerne i det meget store politiberedskab, som skal stables på benene inden og under konferencen.

Ministre fra mere end 150 lande forventes at deltage i konferencen, hvor blandt andet landenes CO2-udslip skal drøftes. Så sikkerhed, eskorter, bevogtning og demonstrationsberedskab bliver store politimæssige opgaver for de flere tusinde betjente fra hele landet, som skal arbejde i København i de pågældende dage.

Derfor har Rigspolitiet og Københavns Politi vurderet uddannelses- og ressourcebehovet frem mod klimakonferencen, og den 1. april blev der oprettet et fælles sekretariat, der skal planlægge og gennemføre uddannelsesaktiviteter.

- Hele det såkaldte mobiltaktiske indsatskoncept, som blandt andet bliver brugt, når store folkemængder skal kontrolleres, skal tunes. Det betyder, at vi hen over efteråret i år uddanner og videreuddanner delingsførere og gruppeførere i beredskabet. I løbet af næste forår skal alle delinger mødes i store samtræningsøvelser for at blive mere rutinerede, siger politiinspektør Peter Ekebjærg fra Københavns Politi, som er med i sekretariatet.

Mange politifolk skal også bevogte de hoteller, deltagerne skal bo på, og inden ministre og statsoverhoveder checker ind, vil politifolkene have gennemgået en særlig uddannelse i at bevogte netop det hotel, de er tilknyttet. 

 

Senest opdateret: 20. maj 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012