Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Knallerterne er i politiets søgelys

Konstruktive ændringer, spritkørsel, styrthjelme og knallertbeviser bliver kontrolleret af politiet i denne uges knallertkampagne

I denne uge fra tirsdag den 8. april til fredag den 11. april gennemfører politiet i hele landet en målrettet indsats mod ulovlig knallertkørsel.

Det sker på baggrund af de seneste års stigning i antallet af dræbte og tilskadekomne knallertkørere. Sidste år blev 42 knallertkørere dræbt i trafikken, året før var det 24.

Politiets erfaringer viser, at rigtig mange af ulykkerne sker på grund af for høj hastighed på knallerter, som blandt andet er blevet tunet til at køre hurtigere end tilladt. Farten i sig selv er farlig for både knallertkøreren og medtrafikanter, og køretøjet er ikke konstrueret til de høje hastigheder, hvilket også kan udløse uheld.

Den særlige indsats har også som formål at begrænse forstyrrende knallertkørsel i boligområder, der ofte er plaget af for høje hastigheder og støj fra de ulovlige knallerter.

Sidste gang politiet gennemførte en landsdækkende knallertkontrol var sidste sommer. Da blev der skrevet 152 bøder vedrørende konstruktivt ændrede knallerter. 111 kørere brugte ikke styrthjelm, 23 kørte spritkørsel, 46 havde ikke taget knallertbevis til lille knallert, mens 5 kørere manglede kørekortet til stor knallert.

 

Senest opdateret: 7. april 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012