I september sidste år afholdt mere end 40 myndigheder en stor national krisestyringsøvelse for at afprøve procedurerne i forbindelse med terrorhandlinger i Danmark. Evalueringen af øvelsen er nu skrevet, og den konkluderer, at øvelsens formål blev opfyldt, og at øvelsen var en succes.
Under øvelsen blev samarbejdet mellem myndigheder og aktører afprøvet. I løbet af øvelsens to dage skulle deltagerne blandt andet forholde sig til opdigtede bombesprængninger i tog og på stationer i hovedstadsområdet.
Under øvelsen blev den nationale operative stab, NOST, aktiveret. Det sker, når der er behov for overblik og krisekoordinering på nationalt niveau. NOST består af en fast stab med repræsentanter fra Rigspolitiet, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Udenrigsministeriet. Hertil knyttes andre myndigheder, der er relevante for løsningen af den konkrete opgave.
Evalueringen slår fast, at beredskabet er blevet styrket på vigtige områder. Blandt andet er de fysiske forhold for krisestyring blevet forbedret siden sidste øvelse i 2005. Der er blandt andet blevet indrettet permanente stabsfaciliteter til NOST, og det bidrog til, at myndighederne under øvelsen var operationsklare kort efter aktiveringen af NOST.
Den konkluderer også, at øvelsesledelsen under næste øvelse i 2009 skal være opmærksom på ikke at gøre øvelsen for kompliceret med for mange forskellige hændelser på en gang. Det vil give deltagerne bedre mulighed for at øve procedurerne til ende under hver enkelt hændelse.
Indspillet fra pressen og borgerne var en faktor, myndighederne hele tiden skulle forholde sig til under øvelsen. Men evalueringen vurderer, at det kan blive endnu mere realistisk, og at disse øvelsesdeltagere næste gang skal presse endnu hårdere på for konstant at få informationer fra myndighederne.
I evalueringen står også, at øvelsen afspejlede et stort fokus på krisestyringssystemets struktur og planlægning, og at der ikke er grundlag for at foretage større justeringer på det felt.
Læs hele evalueringen her
Her kan du læse mere om NOST