Ny lovgivning på våbenområdet kastede i foråret en del debat af sig om de multiværktøjer indeholdende knive, som mange politifolk bruger i tjenesten. Værktøjet rummer derudover ofte redskaber som bidetang, spidstang, forskellige skruetrækkere og lineal.
Flere politifolk måtte lade værktøjet blive hjemme, da knivbladet var mere end de tilladte syv centimeter langt.
Rigspolitiet har været i dialog med Politiforbundet om sagen. Herefter er det besluttet, at betjentene må anvende én bestemt type multiværktøj, hvor kniven er under syv centimeter lang, ikke kan foldes ud med én hånd og ikke kan låses fast i udfoldet stand.
Betjentene må derfor gerne bruge netop den type multiværktøj og bære det synligt i bæltet. Værktøjet må ikke anvendes som magtmiddel på linie med pistol, stav og peberspray, men kan fortsat anvendes, når personer for eksempel skal skæres fri af sikkerhedsseler eller når skruer skal løsnes.
Rigspolitiet undersøger i samarbejde med Politiforbundet i øjeblikket, om et multiværktøj skal udleveres som en del af politiudrustningen.