Torsdag den 10. april afholder Fyns Politi og Offerrådgivningen på Fyn en temadag, hvor det skal drøftes, hvordan rådgivningen af ofre for forbrydelser og ulykker samt af vidner og pårørende kan styrkes.
Offerrådgivningen er en landsdækkende frivillig og uafhængig organisation, hvor medlemmerne rykker ud og taler med, rådgiver og støtter mennesker, som for eksempel er blevet udsat for vold, indbrud, røveri og trusler eller har været impliceret i en ulykke.
Alle kan henvende sig til deres lokale Offerrådgivning for at få hjælp, og man kan gøre det anonymt.
På temadagen, som foregår på Odense Rådhus, vil repræsentanter fra Kredsrådet og Lokalrådene i Fyns politikreds, socialudvalgsmedlemmer fra kommunerne, Offerrådgivningernes fynske bestyrelser samt centrale medarbejdere fra Fyns Politi, Falck, skadestuer og krisecentre kunne høre om arbejdet med at støtte mennesker i krise.
Der vil blandt andet være oplæg fra Fyns Politi, professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet, Offerrådgivningen samt skuespiller Peter Mygind. Han vil fortælle om, hvordan det påvirkede familien, at hans søn blev overfaldet to gange på halvanden måned.
Også andre steder i landet bliver der fokuseret på Offerrådgivningen. I Syd- og Sønderjyllands Politi bliver der den 31. maj holdt en lignende temadag, og i Midt- og Vestjyllands Politi indbyder man inden længe en repræsentant fra den lokale offerrådgivning, som skal fortælle kredsens politielever om organisationens arbejde. Den lokale offerrådgivning i Østjyllands politikreds har netop øget antallet af rådgivere, og man har planer om at styrke informationen om rådgivningen internt i politiet.
Her kan du læse mere om Offerrådgivningen