Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politihistorisk museum udstiller maleriforfalskninger

Ny særudstilling på Politihistorisk Museum skildrer århusiansk sag om omfattende forfalskninger af danske malerier

”Ægte” eller ”Falsk” er det store tema på en særudstilling, som åbner den 18. september på Politihistorisk Museum i København. Her vises en række malerier fra en større sag om maleriforfalskninger som blandt andre omfatter værker af malerne Høst, Rude og Fischer.

Sagen stammer fra Århus i 1994, hvor et maleri signeret Olaf Rude blev indleveret til et auktionshus. Maleriet viste sig at være en forfalskning, og efterforskningen førte til en personkreds, som havde forfalsket og solgt mindst 30 danske malerier.

En russisk kvinde blev sigtet i sagen, men hun nægtede og rejste ud af landet, inden sagen blev afsluttet.  I 2006 frafaldt man sigtelsen mod den russiske kvinde mod at alle de beslaglagte malerier blev konfiskeret.

Særudstillingen består af en række af disse malerier, som tidligere har været udstillet på Bornholms Kunstmuseum, og flere kunstmuseer har udlånt ægte malerier af de forfalskede kunstnere, så man undervejs i udstillingen har noget at sammenligne med.

Udstillingen har et kriminalpræventivt sigte, og målet er ligeledes at vise publikum, at der er forskel på ægte og uægte værker.

Særudstillingen åbnes af formanden for Politihistorisk Selskab, rigspolitichef Torsten Hesselbjerg torsdag den 18. september klokken 14, hvor der åbent for publikum.

Politihistorisk Museum ligger på Fælledvej 20, 2200 København N. Der er åbent tirsdag, torsdag og søndag klokken 11-16, og særudstillingen varer indtil den 23. februar 2009.

 

Her kan du læse mere om Politihistorisk Museum


 

 

Senest opdateret: 2. september 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012