Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Markant flere sigtelser for menneskehandel

Efter lanceringen af strategien mod prostitutionens bagmænd har politiet sigtet væsentligt flere bagmænd for menneskehandel og rufferi

Efterforskning og retsforfølgning af prostitutionens bagmænd er et prioriteret indsatsområde for politiet, og i oktober 2006 offentliggjorde justitsministeren og rigspolitichefen en strategi på området.

Rigspolitiet har udarbejdet en beskrivelse af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2007, og det fremgår heraf, at der i 2007 er blevet rejst markant flere sigtelser for menneskehandel end tidligere.

Sidste år blev der således rejst 23 sigtelser for overtrædelse af straffelovens paragraf 262a, som handler om menneskehandel. Året før var antallet to sigtelser, og i 2005 drejede det sig om tre. Også antallet af sigtelser for rufferi og mellemmandsvirksomhed, hvor en bagmænd tjener penge på andres prostitution, er steget. I 2007 blev der rejst 33 sigtelser mod 20 året før.

Rigspolitiets strategi for en styrket politimæssig indsats mod prostitutionens bagmænd udmøntes i et tæt samarbejde mellem politikredsene og Rigspolitiet, ligesom andre relevante myndigheder og sociale organisationer er inddraget i arbejdet.

De enkelte politikredse har i 2007 udarbejdet lokale strategier for indsatsen, og der er udpeget kontaktpersoner i de enkelte kredse, som koordinerer indsatsen. Politikredsene har endvidere foretaget kontrolbesøg på bordeller i kredsene. Der er på landsplan foretaget 511 kontrolbesøg på 360 lokaliteter.

Rigspolitiets bistand
Rigspolitiet har i 2007 ydet efterforskningsmæssig bistand til politikredsene som led i indsatsen mod prostitutionens bagmænd. Et hold efterforskere fra Rejseholdet har således i 2007 bistået politikredsene i forbindelse med fem kredsgrænseoverskridende efterforskninger vedrørende rufferi og menneskehandel. Rigspolitiet har endvidere deltaget i en række kontrolaktioner planlagt af politikredsene.  Som led i disse kontrolaktioner har antropologen ansat i Rigspolitiet haft til opgave at formidle og lette samarbejdet mellem politiet og de sociale myndigheder og organisationer.

Der har i 2007 primært været fokus på gennemførelsen af strategien for så vidt angår den organisatoriske tilrettelæggelse af indsatsen, kortlægningen af prostitutionsmiljøet, kontrolvirksomhed i prostitutionsmiljøet og Rigspolitiets bistand til politikredsene.

I 2008 vil arbejdet med gennemførelsen af strategien blive fortsat og intensiveret yderligere navnlig med henblik på at sikre iværksættelse og gennemførelse af den proaktive og målrettede efterforskningsmæssige indsats mod prostitutionens bagmænd.

Her kan du læse beskrivelsen af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2007 (pdf)

Her kan du læse strategien mod prostitutionens bagmænd (pdf)

Her kan du læse mere om, hvad der møder politifolkene, når de er på kontrolbesøg i prostitutionsmiljøet





















 

Senest opdateret: 2. april 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012