Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet melder om rolig Roskilde Festival

Politiet fik fat i mere narkotika end sidste år på en ellers rolig festival

Teltpløkkerne er hevet op på dette års Roskilde Festival, og netop nu er Midt- og Vestsjællands Politi ved at pakke de sidste ting sammen på den midlertidige politistation ved festivalen.

- Set med politimæssige øjne er festivalen gået meget stille og roligt, så det har bestemt været tilfredsstillende, siger politiinspektør Henrik Mikkelsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Antallet af anholdte bakker op om denne udmelding, idet 59 måtte følge med politiet væk fra området i år. Tallet svarer nogenlunde til sidste år, hvor 54 blev anholdt.

Ti blev anholdt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, seks blev anholdt for tyveri, og én blev anholdt for vold mod politiet. Sidstnævnte, en franskmand, fik 40 dages fængsel og bliver udvist efter afsoning.

Derudover var der i år en ny kategori af anholdte, som politiet ikke mødte nogen af sidste år. Nemlig 14, som havde sneget sig ind uden at købe billet.

Politiet skrev 28 sager om narkotika, ni sager om vold, og to sager om voldtægt. Anmeldelserne om tyverier fra telte strømmer stadig ind og vil sandsynligvis blive ved med det nogle dage endnu, men indtil videre er der anmeldt 485. Det vidner om, at de langfingrede festivalgæster har haft mere travlt end sidste år og har haft lettere adgang til teltene, da folk på grund af det gode vejr har været meget væk. Sidste år var arrangementet ved at drukne i regn og mudder, og da sad folk en del mere i teltene i ly for vejret.

Mere narkotika
I år er der blevet konfiskeret mere narkotika end sidste år. Både fordi politiets specialpatrulje har stor erfaring i at finde frem til pusherne, og fordi festivalgæsterne kommer til politiet og melder om lige lovligt meget mistænkeligt renderi ved bestemte telte og personer.

I år fik politiet således fat i 547 gram hash, hvor det sidste år var 240 gram. I et af tilfældene i år drejede det sig om 150 gram på en gang.

Der er blevet konfiskeret 262 ecstasypiller mod seks sidste år. Men noget kunne tyde på, at politiet med det samme fik fat i hovedleverandøren, da det ene beslag var på 200 piller. Derudover fik politiet fat i 40 gram kokain i år mod cirka 20 gram sidste år.

I de kommende uger får Midt- og Vestsjællands Politi nu travlt med at organisere de store mængder hittegods, festivalen altid efterlader i form af glemte telte, mobiltelefoner og tøj. Og allerede i morgen tirsdag afholdes den første evaluering mellem politiet, festivalledelsen, brandvæsenet og sygehuset, inden planlægningen af næste års festival går i gang.


Senest opdateret: 7. juli 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012