Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Roskilde Festival er en stor opgave for politiet

Den første uge i juli får Roskilde en politistation mere, når en midlertidig af slagsen åbner på Roskilde Festivalen

I dagene fra den 3. til 6. juli vokser Roskilde med cirka 100.000 indbyggere, når Nordeuropas største musikfestival Roskilde Festival afvikles på dyrskuepladsen i byens udkant.

Det giver politiet en stor opgave med sikkerhed og patruljering, og forberedelserne og planlægningen har været i gang siden sidste efterår.

Traditionen tro opretter Midt- og Vestsjællands Politi en særlig festival-politistation på Maglegårdsvej. Her kan festivaldeltagerne henvende sig, og her har de mange politifolk fra Midt- og Vestsjællands Politi, Københavns Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Københavns Vestegns Politi base.

Den store festival plejer at forløbe fredeligt i betragtning af, hvor mange mennesker, der er samlet på et sted. Sidste år var der 53 anholdte ud af de cirka 100.000 gæster og frivillige. Der var 7 sager om narkotika, 2 om vold, 660 anmeldelser af tyverier og 4 berusere, som måtte ind og sove i politigårdens detention. Derudover konfiskerede politiet 238 gram hash.

- Sidste år var en meget meget våd og stille festival. Jeg tror, regnen har været en medvirkende årsag til, at der skete så lidt. Så set med politimæssige briller, gik det rigtigt fint, siger politiinspektør Henrik Mikkelsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der sammen med kollegerne åbner politivagten på Maglegårdsvej den 30. juni og pakker sammen igen 7. juli.

Senest opdateret: 27. juni 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012