Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

5.146 kørte for stærkt ved skoler

51 kan forvente en betinget frakendelse af kørekortet på grund af for høj hastighed ved skoler

Fra den 11. til 15. august og igen den 18. til 22. august gennemførte politiet i hele landet færdselskontrol ved landets skoler i anledningen af de nye elevers skolestart.

I alt 5.146 trafikanter blev målt til at køre hurtigere end tilladt. 51 af dem trådte så hårdt på speederen, at de kan imødese en betinget frakendelse af kørekortet.

Selv om der blev målt hastighed ved skolerne, blev der også skrevet sager om andre lovovertrædelser. Derfor fik 233 førere i løbet af de to uger klip i kørekortet, fordi de ikke havde spændt børn fast i bilen, 20 fik en bøde, fordi de ikke havde erhvervet kørekort men kørte alligevel, 12 kørte bil eller stor knallert i frakendelsestiden, og 1.214 brugte ikke sikkerhedssele.

Derudover var der syv, som kørte spirituskørsel i nærheden af en skole.

Særlige sager
Af helt særlige sager fra politikredsene kan nævnes en sag fra Fyn, hvor en knallert med tre personer blev standset. Bagpå sad en mor med sit cirka femårige barn på skødet.

I Østjylland blev en skoleleder sigtet for manglende brug af sikkerhedsselen, og den var også gal med to lærere i Midtjylland, som havde glemt at få selen på.

Ved en skole i Vestjylland målte politiet en bilist til at køre 87 kilometer i timen, hvor der højst måtte køres 50, og i Nordsjælland blev en bil standset, hvor bilisten både havde glemt selen og sin ædruelighed. Han havde en alkoholpromille over 1, og havde i øvrigt ikke haft kørekort siden 1983.

Ved en skole i Storkøbenhavn opdagede politiet en bil, der havde meget travlt med at komme rundt om et hjørne. Bilens baghjul ramte kantstenen i skyndingen og hoppede op over kantstenen. Her så betjentene et eller andet, der fløj rundt på bagsædet. Det viste sig at være førerens 1-årige søn, som var landet mellem sæderne, fordi han ikke var spændt fast. Det udløste en bøde og et klip i kørekortet.

Sidste års tal
Under en lignende kontrol sidste år var der 7.171 hastighedsovertrædelser ved skolerne, og her stod 92 af fartsynderne til en betinget frakendelse af kørekortet. 220 havde under sidste års kontrol ikke spændt børnene fast i bilen, hvilket udløste en bøde og et klip i kørekortet, og ni kørte spirituskørsel forbi en skole.

Selv om der var flere lovovertrædelser sidste år end i år, er det stadig Rigspolitiets indtryk, at alt for mange kører for stærkt ved skoler og på skoleveje, og at alt for mange ikke bruger sikkerhedssele og sørger for at spænde deres børn fast i bilen.

 

 

 

 

Senest opdateret: 26. august 2008



 
Udskrevet d.
25-05-2012