Politiet vil gerne have flere kvalificerede ansøgere med anden etnisk baggrund end dansk til politiuddannelsen. Derfor gøres meget for at møde de unge på messer og jobinformationsmøder overalt i landet. Men hos Københavns Politi har man sat en særlig voksenpraktik for unge nydanskere i værk, og indtil nu er 8 ud af 29 deltagere kommet ind på Politiskolen.
Praktikken varer en uge, og i løbet af den tid får de unge deltagere mulighed for at se og opleve, hvad politiarbejde går ud på. De besøger blandt andet Politiskolen, hvor de bruger en dag på at gennemgå den skriftlige og fysiske test, som er en del af optagelsesprøven til politiuddannelsen.
Ved ugens slutning vurderer underviserne, hvem der har potentiale til at kunne blive politibetjente. Herefter får de tilknyttet en ung politibetjent som en slags mentor. Han eller hun mødes med den unge med jævne mellemrum, svarer på spørgsmål, laver målrettede træningsplaner, øver dansk og regning eller løber med den unge.
- Det er et godt initiativ, og det er imponerende, at så mange er kommet ind på Politiskolen, mener vicepolitimester i Rigspolitiets personaleafdeling Martin Gravesen.
I løbet af i år vil Rigspolitiet være med til at indføre lignende initiativer i nogle af de andre politikredse, hvor der er storbyer med mange nydanskere.
Læs mere om voksenpraktikken i nyeste nummer af Politi – Magasinet til politi og anklagemyndighed
Her kan du læse mere om, hvordan du bliver ansat som politibetjent