Rigspolitiet har i ugens løb fremstillet en række afviste asylansøgere for en delegation fra Irak med henblik på en endelig fastlæggelse af de pågældendes identitet og nationalitet som irakiske statsborgere.
De pågældende personer har selv til de danske myndigheder oplyst at være irakiske statsborgere, og formålet med fremstillingen for en delegation fra Irak var således alene, at de irakiske myndigheder kunne få lejlighed til at bekræfte, at de pågældende er irakiske statsborgere.
Der blev, efter kendelse fra retten, fremstillet i alt 35 frihedsberøvede personer for delegationen.
34 personer blev identificeret som værende irakiske statsborgere.
En person blev ikke endeligt identificeret, og der skal således foretages yderligere undersøgelser af identiteten. Rigspolitiet har efterfølgende løsladt den pågældende, idet Integrationsministeriet har udsat udrejsefristen.
Herudover fik en person, som ikke er frihedsberøvet, lejlighed til at få foretræde for delegationen med henblik på at få fastlagt identitet og nationalitet. Den pågældende blev ikke identificeret som værende irakisk statsborger.
Rigspolitiet var til stede ved alle fremstillingerne, ligesom Dansk Flygtningehjælp var til stede ved to af fremstillingerne. En række advokater, som er beskikket for de frihedsberøvede personer, havde endvidere tilkendegivet, at de ønskede at være til stede ved fremstillingerne. Rigspolitiet traf i denne forbindelse afgørelse om, at advokaterne ikke kunne være til stede ved fremstillingerne. De pågældende advokater har efter anmodning modtaget en skriftlig afgørelse og er vejledt om, at Rigspolitiets afgørelse kan påklages til Integrationsministeriet. En advokat har indgivet klage over afgørelsen.
Rigspolitiet fortsætter udsendelsesbestræbelserne for så vidt angår de personer, som blev identificeret som værende irakiske statsborgere.