Fransk politi har bedt dansk politi om hjælp til at få identificeret ofrene for Air France-flystyrtet i Atlanterhavet den 1. juni. Derfor sender Rigspolitiets Nationale Operations og Beredskabscenter, NOBC, en dansk specialist i katastroferegistrering til Paris.
Her skal han assistere de franske retsmedicinere, som arbejder med at klarlægge identiteten på de ofre, der er blevet bjærget. Den danske politimand har en særlig ekspertise inden for det såkaldte DVI-arbejde, som står for Disaster Victim Identification – identifikation af katastrofeofre. Blandt andet er han meget dygtig til at benytte det dansk-udviklede it-system, som holder styr på indkommende data om ofrene.
- Vi er blevet kontaktet, fordi Danmark – sagt i al beskedenhed – har en utrolig høj status indenfor DVI-arbejdet. Vi har et specialisthold bestående af blandt andre politifolk, retsmedicinere og retstandlæger, som flere gange har været i udlandet og arbejde. Blandt andet efter tsunamien i Sydøstasien og efter en færøsk trawlerbrand ud for Chile, siger politikommissær Jacob Bentsen fra NOBC’s ID og Eftersøgningsafdeling.
Det forventes, at den danske politimand skal være i Paris i en uges tid.