Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politifolk skal på seminar om æresrelaterede forbrydelser

I hele landet arbejder specialuddannede polititjenestemænd med æresrelaterede forbrydelser. I denne uge er de på seminar hos Rigspolitiet

Torsdag og fredag i denne uge skal 28 medarbejdere fra landets politikredse på seminar om æresrelaterede forbrydelser. Seminaret er arrangeret af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, og er det tredje af slagsen.

- Målet med seminaret er at klæde vores kontaktpersoner i politikredsene bedre på til at arbejde med de her sager, siger Kim Kliver, leder af NEC.

Sagerne, de specialuddannede medarbejdere støder på, handler blandt andet om tvangsægteskaber, trusler og vold. Ofte opstår de i familier og kredse, hvor unge mennesker er splittet mellem flere kulturer og religioner.

I løbet af de to dages seminar skal medarbejderne blandt andet høre oplæg fra Københavns Kommunes etniske konsulentteam om kulturforståelse, ære, skam og tvangsægteskaber. De får også et øget indblik i de sociale myndigheders behandling af sager om æresrelaterede forbrydelser.

Seminaret får også besøg af en engelsk politibetjent, som har arbejdet med denne type sager i mange år.

I 2008 havde politiet 157 sager om æresrelaterede forbrydelser. De drejede sig blandt andet om tvangsægteskaber, trusler, utroskab, skilsmisser og forældremyndighed.




Senest opdateret: 16. april 2009



 
Udskrevet d.
25-05-2012