Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Online anmeldelser steget med mere end 40 procent

Flere og flere anmelder tyverier på politiets hjemmeside

Siden politiet i 2005 første gang tilbød borgere, at de kunne anmelde udvalgte former for tyveri på politiets hjemmeside, er antallet af online anmeldelser steget støt.

Tallene for første halvdel af 2009 viser, at stigningen i antal anmeldelser fortsætter på alle områder. Der er i alt foretaget 11.071 flere online anmeldelser i først halvår år end i samme periode i 2008, hvilket er en stigning på 44 procent – fra 24.955 til 36.026.

Det er stadig cykeltyverierne, der fylder mest i statistikken, og her har 22.510 valgt at anmelde et cykeltyveri på nettet i det første halvår af 2009 sammenlignet med 15.407 sidste år. Det svarer til en stigning på 46 procent.

Der er anmeldt 10.414 tyverier for en værdi på max 8.000 kr. sammenlignet med 7.321 sidste år. Og så har politiet modtaget 1.879 tip via hjemmesiden sammenlignet med 1.398 første halvår 2008.

Nu er det også muligt for udlændinge at anmelde tyveri for max 8.000 kr., hvilket bl.a. kommer de mange udenlandske festivaldeltagere, som bliver udsat for tyveri, til gode. For de første 14 dage af juli måned, hvor Roskilde Festivalen fandt sted i år såvel som sidste år, viser statistikken over online tyverianmeldelser da også en stigning fra 653 online anmeldelser i 2008 til 1.182 i år.

Senest opdateret: 15. juli 2009



 
Udskrevet d.
25-05-2012