De seneste to måneders indsats mod rocker- og banderkriminalitet har ført til beslaglæggelse af mere end 170 skydevåben, hvoraf 22 med sikkerhed kan knyttes til personer fra rocker- og bandemiljøet.
Der er varetægtsfængslet 45 personer med tilknytning til rocker- bandemiljøet. Samlet set har indsatsen ført til, at 750 personer er blevet sigtet i 910 sager. Man har i perioden haft 3 visitationszoner, hvor Københavns Politi samt Midt og Vestsjællands Politi har gennemført mere end 1000 visitationer.
Rigspolitiet har opgjort resultaterne for perioden fra 25. marts 2009 til 24. maj 2009, og vicepolitiinspektør Jørgen Skov Isalin fra Nationalt Efterforskningscenter, NEC, oplyser, at indsatsen fortsættes, og det er hans vurdering, at vi også i de kommende måneder vil se et betydeligt antal sigtelser, fængslinger og beslaglæggelser i relation til indsatsen.