Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Ikke frit spil for kriminelle under klimatopmødet i december

Når verdens regeringschefer og græsrødder til december mødes i København for at diskutere klodens klima, står politiet over for den største enkeltstående politiopgave i danmarkshistorien

Mere end halvdelen af de danske betjente vil, når arbejdspresset er størst, deltage i arbejdet med at sikre, at topmødet kan løbe af stablen som planlagt.

En så stor opgave for politiet kan ikke undgå at få indvirkninger på politikredsenes dagligdag, og derfor har Rigspolitiet og politikredsene i fællesskab udarbejdet en national plan for hverdagens beredskab uden for Storkøbenhavn. Planen skal sikre, at der er et forsvarligt stabilt serviceniveau for borgerne rundt omkring i Danmark.

Betjentene arbejder mere
For at have så meget politi som muligt til rådighed, er der lavet en aftale med politiforbundet om, at betjentene arbejder i 12-timers og 16-timers skift i topmødeperioden. Det betyder, at der er langt flere polititimer til rådighed, og at politiet dermed kan overkomme mere i topmødeperioden. Det gælder både i København og ude i landet.

Samtidig vil politikredsene prøve at få tilrettelagt så meget af det arbejde, der kan forudses, så det ikke falder i topmødeperioden 7.-18. december. For eksempel vil man afvikle flest mulige domsforhandlinger og retsmøder inden topmødet, ligesom efterforskningen i sager, hvor der er varetægtsfængslede, vil blive fremskyndet mest muligt, så efterforskningen kan afsluttes og varetægtsfængslede kan løslades eller sættes til afsoning.

”Der er ingen forbrydere, der slipper for straf på grund af topmødet. Vi holder selvfølgelig ikke folk varetægtsfængslede ud over det, der er nødvendigt. Men det kommer an på en konkret vurdering i den enkelte sag, og lad mig endnu en gang slå fast: Forbryderne kommer til at afsone deres straf ”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Alle opgaver løses – nogen lidt langsommere end normalt
Der er heller ingen grund til, at den enkelte borger ude i landet skal føle sig mere utryg som følge af topmødet. Politiet vil fortsat rykke ud til borgere i nød i f.eks voldssager eller ved ulykker med personskade. Politiets servicecentre er også åbne og vil modtage anmeldelser som normalt. Alarmcentralerne bliver ikke berørt, og der vil være alt fra hundepatruljer til videoafhørere til stede i politikredsene:

”Borgerne kommer til at mærke topmødet mindst muligt, men for politifolkene bliver det en meget travl periode. Derfor er der også mange rutinerede betjente, der bliver sat til at løse opgaverne ude omkring i landet”, siger rigspolitichefen og slutter:

”Men der er selvfølgelig områder, der bliver berørt. Der bliver f.eks. ikke gennemført teori- og køreprøver i fuldt omfang i perioden, ligesom andre mere administrative opgaver ikke kan få førsteprioritet”.







Senest opdateret: 30. september 2009



 
Udskrevet d.
25-05-2012