Søndag den 20. september danner København rammen om cykler og sundhed, når CSC Copenhagen Cycling afvikles i samarbejde med blandt andre Rigspolitiets Idrætsforening. Dagen giver borgerne muligheden for at se byen fra cyklen, hvad enten det er en gammel ”havelåge” eller en Tour de France-model.
Om formiddagen køres der motionscykelløb og motionsrace på forskellige distancer, og klokken 10.30 lyder startskuddet til 25 kilometers cykel-sightseeing for hele familien, inden dagen afsluttes med et elitecykelløb med start fra Christiansborg Slotsplads. Her vil der i løbet af dagen være underholdning for både børn og voksne samt en række stande med motion og sundhed som tema.
Cykel-sightseeing’en foregår i et roligt tempo med politieskorte. Og det bliver ikke en hvilken som helst politimand, deltagerne kan komme på hjul hos. Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi deltager nemlig som en slags ambassadør for begivenheden:
- Det er positivt, at politiet på denne måde kan medvirke til sådan et arrangement. Det er med til at vise et andet ansigt af politiet, end folk normalt ser. Og så er det jo en pragtfuld københavner-begivenhed, som giver borgerne og turister i byen en fed oplevelse. Sidst men ikke mindst er arrangementet med til at understrege, at det er ekstremt vigtigt at holde sig i form, siger Per Larsen om sin og politiets deltagelse.
Her kan du læse mere om CSC Copenhagen Cycling