Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Første måned med cyklende politi har været en stor succes

Røvere, spritbilister og butikstyve er blot nogle af dem, der har stiftet bekendtskab med Københavns nye cyklende politi

I begyndelsen af april pumpede otte politibetjente fra Københavns Politi de nyindkøbte tjenestecykler og kørte for første gang ud som cyklende politi i hovedstaden. Her en måneds tid senere har de cyklende politipatruljer vist sig at være en stor succes.

Dette er et foto af to af de cyklende politibetjente- Vi har fået skrevet et stort antal sager om færdselslovovertrædelser, spritbilister, behændighedsspillere og butikstyve. Men noget, der er mindst lige så vigtigt er, at borgerne har taget enormt godt imod os. Hver dag når patruljerne kommer tilbage, har de fået en masse komplimenter, og nogle borgere løber sågar op på siden af dem og fortæller, at de er glade for os, siger Kim Vinholdt, der er leder af det cyklende politi.

De cyklende patruljer kører primært i Københavns indre by og kan ofte være hurtigere fremme til hastende opgaver end deres kolleger i bil. Det betød, at de cyklende betjente forleden kunne anholde to røvere på fersk gerning.

Endnu har tjenesten på to hjul ikke budt på de store uheld. Eneste af slagsen var, da en betjent styrtede med sin cykel i et solouheld, hvor hverken materiel eller personer kom til skade.

Det cyklende politi skal køre som et forsøg i et år og derefter evalueres.




Senest opdateret: 30. april 2009



 
Udskrevet d.
25-05-2012