I denne uge afvikler politiet en målrettet hastighedskontrol i hele landet. Den begyndte mandag den 27. april og kører frem til og med søndag den 3. maj.
De foreløbige opgørelser viser, at der på de første to dage er standset eller fotograferet 1.496 trafikanter, som kørte for hurtigt i byer, på landeveje og motorveje. 40 af dem kørte så stærkt, at de ud over bøden også får en betinget frakendelse af kørekortet.
I samme periode har politiet standset tre spritbilister, 76 bilister, som ikke havde sikkerhedssele på, fire, der kørte bil i frakendelsesperioden, og seks som slet ikke havde et kørekort. Tre bilister får et klip i kørekortet, fordi de ikke havde sørget for at spænde børn i bilen fast.
I alt har politiet på de to dage noteret 1.709 overtrædelser af færdselsloven.