Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vandt DM for patruljehunde

Søgning efter personer og genstande i skoven, standsning af gerningsmand på et skib og trillebør-ræs var nogle af disciplinerne, da landets dygtigste patruljehundeførere skulle findes

44 hundeførere og patruljehunde fra hele landet mødtes tirsdag og onsdag i sidste uge i Korsør, hvor de konkurrerede om at blive danmarksmestre 2009. 11 politikredse deltog med fire hundeførere og hunde på hvert hold, og onsdag eftermiddag stod det klart, at deltagerne fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde vundet med et knurhår.

Dette er et foto fra DM for patruljehunde 2009

Et enkelt point adskilte dem fra andenpladsen, som gik til Midt- og Vestsjællands Politi, mens Københavns Politi fik tredjepladsen.

Schæferhundene og deres førere dystede i skoledressur og forskellige søgediscipliner i og omkring Korsør. Temaet for konkurrencen var urolighederne mellem rockere og bander, og de forskellige øvelser var bygget op om det scenarie. Blandt andet skulle deltagerne standse en gerningsmand ombord på et af Søværnets skibe og søge efter en anden mistænkelig person på Flådestationen. Der skulle findes nedgravede genstande i skovbunden, og de skulle søge efter personer i skoven.

Dette er et foto fra DM for patruljehunde 2009

Under skoledressuren skulle hundene gå fri ved fod, apportere forskellige genstande, markere fund og stole så meget på deres fører, at de fandt sig i at blive kørt i trillebør og båret på skulderen.

Dette er et foto fra DM for patruljehunde 2009- Under sådan et DM hæver vi altid sværhedsgraden en smule for at skærpe tingene, forklarer vicepolitikommissær Flemming Hartmann fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som sammen med Midt- og Vestsjællands Politi arrangerede mesterskabet i år.

I sidste ende var det så Dennis Svendsen med Eddie, H.C. Pedersen med Obi, Torben Andersen med Jalner og Peter Kilsdal med Dalton, som vandt årets konkurrence.

- Det er da stort, at vi har vundet, og vi er stolte. Det er en påskønnelse af vores arbejde, og det giver blod på tanden, siger politiassistent Torben Andersen.








Her kan du læse mere om politiets patruljehunde



Senest opdateret: 25. maj 2009



 
Udskrevet d.
25-05-2012