Antallet af straffelovsanmeldelser med fældende afgørelser steg i første kvartal med godt 28 procent i forhold til samme periode sidste år. I alt 15.228 sager fandt deres afslutning i årets første tre måneder – i 2008 var tallet 11.860. Fremgangen skal ses i lyset af, at det samlede antal anmeldelser faktisk er steget med godt 3%.
Også sagsbehandlingstiden i første kvartal er i fremgang. I omkring 58 procent af sagerne blev der rejst tiltale inden for 2 måneder fra sigtelsestidspunktet – det er en fremgang på knap 10 procentpoint i forhold til 2008.
”Efter den megen turbulens politiet var igennem sidste år, er det opmuntrende at se de nye kvartalstal. De vidner om den store indsats, der bliver gjort ude i politikredsene”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Antallet af indbrud stiger fortsat, men trods en stigning på 13 procent, er det alligevel lykkedes politikredsene at sigte forholdsmæssigt flere indbrudstyve i første kvartal. I nøgne tal er det 3.384 sigtelser mod 2.510 i første kvartal sidste år.
Selvom flere nøgletal nu viser positive tendenser i forhold til sidste år, kan det langt fra garanteres, at tendensen fastholdes året ud:
”Vi arbejder hårdt på at gøre politiet endnu mere effektivt, f.eks. med de nye servicecentre, der bliver startet henover sommeren. Men politiet har med den igangværende bandekrig og klimatopmødet senere på året historisk store og tunge opgaver. Disse opgaver kan på længere sigt ikke undgå at påvirke den daglige drift”.