Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Over 100 spritbilister sigtet i påsken

Politiet har været på hastigheds- og spirituskontrol i påsken. Mere end 7.000 trafikanter fik en bøde

Både hastigheden og spirituspromillerne var i fokus i påsken, da politiet afviklede landsdækkende kontrol i trafikken. Den målrettede kontrol begyndte fredag den 3. april og sluttede mandag den 13. april, og i løbet af den periode blev der i alt noteret 7.834 overtrædelser af færdselsloven.

Det er en stigning i forhold til påskekontrollen sidste år, hvor det drejede sig om 5.007 forseelser. 2.088 af dette års sager stammer fra de automatiske fotostandere, som står i Nordsjællands og Midt- og Vestsjællands Politi.

109 af de standsede trafikanter havde fået for meget at drikke til at køre og blev derfor sigtet for spirituskørsel. 14 af dem kørte på knallert. Fem blev sigtet for at køre, mens de var påvirkede af narkotika eller medicin. Under sidste års påskekontrol fik politiet fat i 63 spritbilister og en enkelt, der kørte med narkotika i blodet.

Mens der især var fokus på spritbilisterne i helligdagene, var det fartsynderne, politiet kiggede ekstra efter de øvrige dage. I løbet af dette års kontrol blev 6.304 trafikanter sigtet for at køre for hurtigt. 227 af dem trådte så hårdt på speederen, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet. Sidste år sendte politiet bøder ud til 4.133, som kørte for hurtigt, og 114 fik en betinget frakendelse af kørekortet oveni.

Under kontrollen i år standsede politiet derudover 501, som ikke brugte sikkerhedssele. 30 fik en bøde og et klip i kørekortet, fordi børn ikke var spændt fast i bilen, og 124 blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen.

I alt blev der standset 11.715 køretøjer under den målrettede kontrol.





Senest opdateret: 14. april 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012