At få fat i de personer, der tjener penge på andres prostitution og retsforfølge dem, har i de seneste år været et særligt prioriteret indsatsområde for politiet. Siden 2007 er alle politielever blevet undervist i bekæmpelse af menneskehandel og rufferi, og allerede uddannede betjente har haft mulighed for at tage et videregående efterforskningskursus om disse kriminalitetstyper.
Alle politikredse har medarbejdere, som specialiserer sig i at efterforske sager om rufferi, menneskehandel og prostitution. I de politikredse, hvor der er konstateret prostitution og prostituerede i 2008, har man iværksat efterforskning med henblik på at finde frem til bagmændene, der tjener på kvinderne. I en række af disse sager har Rigspolitiet ydet assistance til efterforskningen.
Ifølge politikredsenes indberetninger til Rigspolitiet er der i 2008 i alt rejst 30 sigtelser for menneskehandel efter straffelovens paragraf 262a. Der er truffet fældende afgørelse i syv af sagerne.
Der er rejst 51 sigtelser for rufferi efter straffelovens paragraf 228, og der er truffet fældende afgørelse i 12 af sagerne.
Og så er der rejst tre sigtelser for mellemmandsvirksomhed efter straffelovens paragraf 229, og der er truffet fældende afgørelse i en enkelt sag.
Her kan du læse hele rapporten om politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2008 (pdf)
Her kan du læse Rigspolitiets strategi for en styrket indsats mod prostitutionens bagmænd (pdf)