Roskilde Festivalen er overstået, og politiet kan nu pakke den midlertidige politistation sammen og begynde at gøre status over årets arrangement.
- Der har været god stemning på festivalen. Generelt har folk været imødekommende og hjælpsomme, og det har gjort politiets arbejde på festivalen meget lettere. Og så har der kun været meget få alvorlige episoder, så vi er meget tilfredse med det samlede forløb, siger vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi og afviklingsleder på festivalen Per Heide Sørensen
Antallet af anholdte er da også faldet fra 59 sidste år til 54 i år. Ud af det samlede antal anholdte er 24 udlændinge, og heraf er halvdelen svenskere. Svenskerne indtager dermed førstepladsen for anholdte udlændinge på festivalen, hvilket de kan takke de 8 svenskere for, som valgte at reklamere for salg af hash med et tydeligt skilt på deres telt, og derfor alle blev anholdt.
Ud af de 54 kan nævnes, at i alt 14 blev anholdt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, to blev anholdt for overtrædelse af våbenloven, to for voldtægt/blufærdighedskrænkelse, og en blev anholdt for ildspåsættelse , da han forsøgte at sætte ild til et telt med sovende beboere.
Hvor alt andet ligger inden for rammerne af sidste års festival stikker antallet af tyverier ud. På nuværende tidspunkt er der indgivet ca. 700 tyverianmeldelser, hvilket svarer til 50 procent flere end der var anmeldt på samme tid sidste år. Og Midt og Vestsjællands Politi påregner at modtage yderligere ca. 100 – 150 i løbet af de næste par uger.
Derudover får politiet masser at lave med at organisere det hittegods, som altid efterlades på festivalpladsen, og allerede i morgen onsdag afholdes evaluering mellem politiet, festivalledelsen, brandvæsenet og det medicinske beredskab.