Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet tjekker færdselsregler til søs

Midt- og Vestsjællands Politi afvikler sejlende politikontrol i den kommende tid

Fra den 26. til 28. juni kan sejlere i Køge Bugt møde politiet på vandet. Det sker, når Midt- og Vestsjællands Politi afvikler en sejlende politikontrol i samarbejde med Marinehjemmeværnet.

Dette er et foto fra den sejlende politikontrol

Den første dag skal betjentene have finpudset formen og deres særlige uddannelse, så de er klar til sommerens kontroller.

Den 27. juni sejler marinehjemmeværnskutteren ud på Køge Bugt for at tjekke sejlernes speedbådscertifikater, alkoholpromiller, hastigheder og antallet af redningsveste ombord.

På kontrollens sidste dag vil de seks sejlende politibetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi koncentrere sig mest om at gennemføre et speedbådskursus, så de selv kan sejle Marinehjemmeværnets gummibåd, hvis de skulle få brug for det på en kontrol

Weekendens kontrol bliver ikke sidste gang, borgerne kan møde politiet til søs. Allerede den 2. og 3. juli stævner de specialuddannede betjente igen ud. Denne gang fra Holbæk, som er vært for DGI’s store landsstævne i den periode. Senere på sommeren vil sejlere på Roskilde Fjord også kunne møde politiet til søs i forbindelse med en kontrol.

I løbet af sommeren vil flere andre politikredse også foretage kontroller til søs i deres område.



Her kan du læse mere om politiets kontrol til søs








Senest opdateret: 25. juni 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012