Siden midten af marts har Nordsjællands Politi kunnet benytte et såkaldt bevisalkometer til at teste, om bilister har drukket for meget, før de sætter sig bag rattet. Og alkometret har allerede bevist sit værd, viser politikredsens foreløbige opgørelser.
Gennem en udåndingsprøve på stedet kan bevisalkometrene afgøre mængden af alkohol i kroppen. Dermed bliver den blodprøve, som bilister i dag får taget, når der er mistanke om spirituskørsel, overflødig, og det sparer sagsbehandlingstid.
Indtil nu har bevisalkometret afsløret mere end 20 bilister i Nordsjælland, der havde for høj alkoholkoncentration i udåndingsluften. Og ifølge de politibetjente, der har afprøvet alkometret, er der flere fordele ved metoden. Blandt andet kan de i flere tilfælde frakende bilister kørekortet omgående, fordi de med det samme kan konstatere, om bilisten er spirituspåvirket. Det også en fordel for bilisterne, som slipper for at gå og vente på en afgørelse, der godt kan trække ud i over en måned.
Søren Mølgaard fra Nordsjællands Politis Færdselsafdeling, der har været med til at teste alkometret, fortæller om en konkret sag, hvor den korte svartid gav pote:
»Føreren havde allerede fået frakendt kørekortet, da vi tog ham for spritkørsel to gange på 10 dage. Fordi vi kendte resultaterne af alkoholtestene, kunne vi beslaglægge bilen med det samme frem for at afvente svaret på en blodprøve.«
Alkometret fungerer på den måde, at bilisten får en udåndingstest med fem minutters mellemrum, hvis et almindeligt alkometer har konstateret en alkoholpromille på over 0,50. Resultatet udregnes på baggrund af middelværdien af de to udåndinger minus 15 procents sikkerhedsfradrag.
Bevisalkometrene forventes indført i hele landet inden udgangen af 2011.