Søndag den 5. september 2010 bliver der for anden gang afholdt "National Flagdag for Danmarks Udsendte". Formålet med dagen er at anerkende den store indsats, som udsendte til internationale opgaver gør i fredens tjeneste.
Blandt deltagerne vil der være folk fra forsvaret såvel som de politifolk, der inden for det seneste år har afsluttet deres udsendelse til en international opgave.
Hovedbegivenheden finder sted på Christiansborg Slotsplads i København fra kl. 13.00. Der vil på dagen blandt andet være opstillet en udstillingspavillon foran Børsen, som Rigspolitiet står bag. Udstillingen giver et indblik i politiets engagement i internationale fredsstøttende operationer.
Dagen højtideligholdes imidlertid også flere andre steder i landet og alle interesserede er velkommen til at deltage i arrangementerne. (her kan du se, hvor der er arrangementer).
Politiet stiller årligt med indtil 75 politifolk til internationale fredsstøttende operationer. Politifolkene bidrager med træning, undervisning, rådgivning og konfliktløsning i nogle af verdens brændpunkter.
"National Flagdag for Danmarks Udsendte" blev afholdt for første gang den 5. September 2009 og samtidig indstiftet som en årligt tilbagevendende begivenhed.