I perioden onsdag den 17. marts til og med fredag den 19. marts gennemførte politiet en landsdækkende målrettet indsats i trafikken rettet mod manglende brug af sikkerhedssele og anvendelse af håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Kontrollen blev gennemført blandt andet som opfølgning på kampagnen ”To håndværkere uden sele”, som politiet, Rådet for Sikker Trafik, De regionale Færdselssikkerhedsudvalg og kommunerne stod bag.
Ved de landsdækkende kontroller blev 1.597 førere sigtet for manglende brug af sikkerhedssele, og 31 førere blev sigtet for ikke at have spændt børn under 15 år i bilen fast. 549 førere blev sigtet for at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen. Der ud over blev der konstateret 462 øvrige forseelser.
I forhold til den tilsvarende kontrol i uge 12 i 2009 er antallet af sigtelser faldet lidt, selv om omfanget af politiets indsats var på niveau med 2009-kontrollen. Dengang blev knap 2.000 førere sigtet for manglende brug af sikkerhedssele, og 28 førere kørte med børn, der ikke var spændt fast. 382 førere anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Det er positivt, at antallet af forseelser er faldet, men kontrollen viser også, at der stadig skal gøres en indsats for at få de sidste til at benytte sikkerhedssele under kørslen. Det skal ske med henblik på forbedring af færdselssikkerheden, da undersøgelser viser, at hvis alle brugte sikkerhedssele, ville der årligt kunne spares ca. 70 dræbte i trafikken.
Tidligere undersøgelser viser også, at mere end halvdelen af de bilister, der netop havde fået en bøde for ikke at bruge sele, forklarede, at det at blive stoppet af politiet og få en bøde var en oplevelse, som ville påvirke deres selebrug det næste stykke tid. Politiet vil derfor fortsætte kontrolvirksomheden både lokalt og landsdækkende i løbet af året
Se mere på www.sikkertrafik.dk