Alt for mange mennesker har oplevet at komme hjem til en bolig, hvor der har været indbrud. Det er ikke bare en stor belastning for dem, det går ud over. Det skaber også utryghed i lokalområdet.
Med initiativet TRYK POLITI får borgere i Nordsjælland nu mulighed for via sms at sende oplysninger til politiet, som kan være med til at forhindre eller opklare et indbrud i deres lokalområde. Det eneste, de skal gøre, er at tilmelde sig sms-tjenesten på politiets hjemmeside, og så ellers holde øjne og ører åbne, når politiet har brug for det.
TRYK POLITI er et såkaldt pilotprojekt, som indtil videre kun findes i Nordsjællands Politikreds. Hvis ordningen viser sig at være en succes, vil der blive taget stilling til, om den skal udbredes til andre dele af landet eller til hele landet.
Så enkelt er det
Når man er tilmeldt TRYK POLITI, modtager man en sms, hvis politiet vurderer, at man kan bidrage med nyttige oplysninger i forbindelse med en politisag - for eksempel et indbrud. Udover en kort beskrivelse af forbrydelsen vil sms’en indeholde oplysninger om, hvad man skal holde særligt øje med.
»Vi opfordrer selvfølgelig altid folk til at være opmærksomme og kontakte os, hvis de ser noget, der virker mistænkeligt. Men TRYK POLITI er i højere grad et samarbejde mellem politi og borgere, fordi vi beder folk om at holde særligt øje i konkrete situationer,« siger chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Flemming Drejer.
Han forklarer, at det for eksempel kunne være en person i en blå hættetrøje eller en hvid varevogn set på gerningsstedet, som man bliver bedt om at lægge mærke til.
»Normalt er det jo ikke noget, der i sig selv får folk til at kontakte os. Sms-samarbejdet giver derfor borgerne mulighed for at deltage aktivt i kriminalitetsbekæmpelsen, samtidig med, at det øger chancen for, at vi får nogle oplysninger, vi ellers ikke ville have fået,« siger Flemming Drejer og understreger, at succesen er afhængig af, at mange melder sig til.
For at tilmelde sig TRYK POLITI, skal man være fyldt 18 år og bo og/eller arbejde i Nordsjællands Politikreds.
TRYK POLITI - fordi 1 mio. øjne ser mere end 1600!
Der bor ca. 500.000 borgere i Nordsjælland, som betjenes af ca. 800 politifolk