Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Nøjagtig adresse ikke nødvendig, når man ringer 112

Hvert år modtager alarmcentralerne knap en million opkald via telefonnr. 112. Langt de fleste opkald klares uden problemer, og modsat hvad flere medier den seneste tid har oplyst, skal man ikke nødvendigvis kende den nøjagtige adresse, hvor der ønskes hjælp.

Når en borger ringer til alarm 112, er det ikke nødvendigt at kunne opgive den nøjagtige adresse for at få hjælp. Det er ellers fremgået af historier i medierne i den seneste tid, men der har været tale om fejl.

Medarbejderne på alarmcentralerne har mange forskellige søgemuligheder, og kan derfor godt finde frem til eksempelvis ”Shell-tanken på Kalundborgvej”, hvis man ikke har den nøjagtige adresse.

De mange søgemuligheder betyder også, at lokalkendskabet ikke har den store betydning.

"Det er klart, at vi foretrækker at få den nøjagtige adresse, og derfor har mange firmaer, institutioner, idrætshaller m.v. opslag ved telefonerne om alarmopkald til 112, hvor medarbejdere vejledes om, hvad de skal oplyse, når de tilkalder politi, ambulance eller brandvæsen. Men kender man ikke den nøjagtige adresse, så skal vi nok sende hjælp alligevel," siger Steen Herlev Larsen, der er leder af Rigspolitiets 112-sekretariat.

Der findes nu to alarmcentraler i henholdsvis Slagelse og Aarhus, der sammen med alarmcentralen i København dækker hele landet.

Centraliseringen af alarmcentraler skete pr. 1. november 2011, og langt de fleste ekspeditioner bliver løst på fornuftig vis.  Alarmcentralerne evaluerer hele tiden arbejdet, så fejl undgås i videst muligt omfang.

 

 

 

Senest opdateret: 2. februar 2012



 
Udskrevet d.
24-05-2012