Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet er klar med indsats i forbindelse med regeringens ghettoplan

Antallet af sigtelser efter straffeloven skal øges, og sagsbehandlingstiden fra sigtelse til tiltalerejsning skal i videst mulige omfang være under to måneder. Det er to af de meget håndgribelige elementer i udmøntningen af politiets indsats i forbindelse med regeringens ghettoudspil.

Ghettoudspillet blev fremlagt af regeringen i oktober 2010 og indeholder en bredspektret indsats over for ghettoområder med særligt store udfordringer, herunder en indsats til bekæmpelse af kriminalitet i områderne.

Politiets indsats bygges op omkring:

• Synligt politi
• Hurtig reaktion
• Brug af ungdomskontrakter og ungepålæg
• Brug af zoneforbud
• Markant forebyggende indsats
• Bidrag til at modvirke parallelsamfund

 
Politikredse med ghettoområder vil inden den 1. februar og efter drøftelse med relevante lokale interessenter i hvert af de udvalgte områder udarbejde en operationsplan for hvert af områderne, hvor den lokale indsats og metoder til opnåelse af målene skal beskrives.

Derudover skal der i politikredsene indføres procedurer, der - i bevismæssigt klare sager mod unge under 18 år bosiddende i de udvalgte områder for vold eller anden alvorlig kriminalitet - sikrer en særlig hurtig procedure, hvor politiet så vidt muligt færdiggør sagen inden for 7 dage og herefter sender sagen til kommunen (”7+7-proceduren”).

Den samlede politiindsats på området vil blive fulgt af en national følgestab nedsat af Rigspolitiet. Følgestaben skal sikre national målopfyldelse på området – og være med til at sikre udveksling af erfaringer mellem politikredsene.

De nævnte tiltag er en del af politiets strategiplan for indsatsen i 2011.

”Den lokale forankring af indsatsen i ghettoområderne er alfa og omega. Både når det gælder den rent politimæssige indsats og når det gælder samarbejdet med skoler, sociale myndigheder, boligforeninger osv. Det er vigtigt, at vi yder en fælles og koordineret indsats for at undgå uro og sikre mest mulig tryghed i områderne. Med udmøntningen af politiindsatsen leverer vi vores væsentlige bidrag”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.


Læs mere om implementering af ghettoplanen her

Senest opdateret: 28. januar 2011



 
Udskrevet d.
24-05-2012