Sommerperioden er den tid på året, hvor de fleste spritulykker sker, fordi de lyse, varme aftener indbyder til socialt samvær, fester og hygge med god mad og drikke. Politiet vil derfor fortsætte indsatsen mod spirituskørsel.
Den målrettede kontrol i uge 26 er koordineret med Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Rigtige venner hjælper hinanden sikkert hjem”. Kampagnen startede i uge 24 og slutter søndag den 3. juli 2011.Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med Trygfonden, Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og Kommunerne i Danmark. Kampagnen ”Rigtige venner hjælper hinanden sikkert hjem” skal forebygge, at venner, familie og kollegaer bevæger sig ud i trafikken med promiller i blodet. Se mere om kam-pagnen på www.sikkertrafik.dk.
I uge 23 gennemførte politiet en tilsvarende kontrol, hvor i alt 15.034 køretøjer blev standset. Ved disse kontroller konstaterede politiet, at 140 førere var spirituspåvirkede. På landsplan blev der i perioden sigtet i alt 348 personer for spirituskørsel heraf 32 i forbindelse med færdselsulykker.
Det samlede resultat af spiritus- og narkotikakontrollen forventes udsendt i løbet af uge 27.