Flere steder i landet blev flagdagen for Danmarks udsendte i international tjeneste højtideligholdt mandag den 5. september. Også repræsentanter for politiet deltog i flagdagen, og rigspolitichefen var desuden vært ved en medaljeoverrækkelse i Rigspolitiets lokaler, hvor de politifolk, som har været udstationeret i det forgangne år, deltog.
Rigspolitichefen benyttede lejligheden til at takke alle for deres indsats i verdens konfliktområder. Han kaldte dagen bevægende og udtrykte stolthed over at være chef for et politi, der kan sende ”gode, dygtige politifolk med hjertet og moralen på rette sted” til vores fredsbevarende missioner.
Herefter havde rigspolitichefen æren af at overrække to af de tilstedeværende Forsvarets Medalje, som ”tildeles militært og civilt personel i forsvaret, som har udført en for forsvaret fortjenstfuld indsats uden for Kongeriget Danmarks grænser”.
Medaljen blev givet til Politiinspektør Hans Herluf Pedersen, Rigspolitiet , SAIS, og til vicepolitiinspektør Lars Haugaard, Københavns Politi, som begge var blandt de første danske polititjenestemænd, der blev udstationeret til ”Police Operation Mentoring and Liasion Team” i Gereshk i Helmand i Afghanistan – POMLT”. Opgaven var at kapacitetsopbygge det lokale politi til selv at kunne varetage sikkerhedsopgaverne i området.
Desuden overrakte rigspolitichefen NATO Medaljen, som tildeles militært eller civilt personel som er eller har været engageret i fredsbevarende eller krisestøttende missioner under ledelse af NATO.
NATO Medaljen blev givet til Politiassistent Helle Theilmann Schmidt, Københavns Politi, der som en del af det første kontingent af danske polititjenestemænd blev udsendt til politiakademiet i Lashkar Gah i Helmand, Afghanistan, under ”Nato Training Mission – Afghanistan, Regional Training Center South West” for at undervise og uddanne afghanske politifolk under meget svære og primitive forhold.
Danmark har pt. 54 udsendte til 11. fredsbevarende missioner rundt om i verden.