Rigspolitiet har samlet syv mindre alarmcentraler til to nye landsdækkende alarmcentraler. Det skete den 29. november 2011. Så når du ringer 112, bliver dit opkald besvaret fra en af de to store alarmcentraler i Slagelse eller Århus. Som borger vil du ikke opleve nogen forandring her og nu – men en bedre betjening på sigt.
De nye alarmcentraler fungerer som en samlet alarmcentral og håndterer 112 opkald fra hele landet. Storkøbenhavn betjenes fortsat af alarmcentralen ved Københavns brandvæsen.
Alarmcentralernes fremtidige størrelse er med til at gøre den gode betjening af 112 endnu bedre. Ved at samle alarmoperatørerne på to alarmcentraler skabes der et bedre fagligt miljø, hvor den enkelte medarbejder i samspil med sine kollegaer hele tiden får mulighed for at vedligeholde og udvikle sine faglige kompetencer.
Reduktionen til to alarmcentraler giver endvidere mulighed for en bedre og mere fleksibel udnyttelse af medarbejderressourcerne, når bemandingen løbende kan afstemmes i forhold til antallet af 112 opkald. Organisationsændringen er en del af Rigspolitiets effektiviseringsproces.