Der er dage, hvor det at læse sine mails er en fornøjelse for enhver politidirektør. Mandag var en af disse dage for Thorkild Fogde, politidirektør i Nordsjællands Politi. ”Jeg vil gerne sige tusind tak for en hurtig, professionel og fantastisk hjælp i forbindelse med udrykning”, skrev Lars Bak-Christensen, far til 11-årige Johan, blandt andet i sin mail.
Årsagen kan man læse nærmere om hos Politikens Lokalaviser.
Johan fortæller: "Jeg sad og så fjernsyn nede i stuen, da jeg pludselig hørte nogle fodtrin og et stort bump. Jeg var helt sikker på, at der var nogen inde i huset, så jeg løb op i min mor og fars soveværelse og ringede til min far"
Hurtigt fremme
Men Johans far var optaget på sit arbejde og kunne derfor ikke besvare sin telefon.
"Så ringede jeg 1-1-2 og fik fat i alarmcentralen. Damen på alarmcentralen sagde, at jeg skulle blive i røret og vente på betjentene, og efter meget kort tid sagde hun, at jeg skulle kigge ud af vinduet, for nu var de nået frem. Det gik virkelig hurtigt. Jeg tror, at der kun gik 30 sekunder," siger Johan Bak-Christensen.
Damen på alarmcentralen bad Johan om at lægge på og gå ned og åbne døren for betjentene.
"Den ene betjent sagde, at jeg skulle komme hen til ham, så de kunne slippe hunden løs, så den kunne gennemsøge huset. Jeg følte mig tryg hele vejen igennem, og betjentene var virkelig søde mod mig. De spurgte mig, om jeg havde det godt og tog sig af mig. " fortæller Johan.
Betryggende
Det viste sig, at der ikke var nogen i huset, men Johans far, Lars Bak-Christensen, synes alligevel, at det er betryggende at vide, at politiet tog situationen alvorligt og reagerede så hurtigt og effektivt.
"Johan var jo meget bange, da det skete, og han græd, da jeg ringede til ham et par minutter efter. Men jeg synes, at betjentene håndterede situationen meget professionelt, og det er lidt ærgerligt, at politiet altid skal have på puklen. De tager et stort slæb, og jeg synes også, de have ros for deres arbejde engang imellem," siger Lars Bak-Christensen.
11-årige Johan Bak-Christensen havde uden tvivl en positiv oplevelse med politiet, og han er glad for, at betjentene var så hurtigt fremme, da han havde brug for dem.
"Jeg synes, at de var bedre end bedst," siger han.
Artikel oprindeligt skrevet af Martin Warming, Politikens Lokalaviser.
Læs originalartiklen her: http://lokalavisen.dk/11-aarig-dreng-roser-betjente-de-var-her-paa-30-sekunder-/20110629/artikler/110629148/1265