For køre- og hviletidsområdet er der følgende ændringer:
- Lempelse af reglerne om frakendelse af førerretten ved overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet på køre- og hviletidsområdet. Førerretten skal således først frakendes betinget, når der er begået seks overtrædelser – mod tidligere tre overtrædelser – inden for tre år. Frakendelse af førerretten for overtrædelse af reglerne om kontrolapparatet kan endvidere under særlig formildende omstændigheder undlades.
- En udvidelse af dansk strafmyndighed ved overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne. Der er nu udtrykkelig dansk straffemyndighed, således at chauffører og virksomheder kan strafforfølges for overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, som konstateres her i landet, selvom overtrædelserne er begået i udlandet af en udenlandsk chauffør.
Som en konsekvens af lovændringen er ”Vejledning om kontrol af køre- og hviletidsbestemmelserne” ændret. Se den ændrede version (ver 05/09) her – link indsættes.
Det bemærkes, at der i vejledningen alene er tale om en tilføjelse af den nye lov i afsnit 1. og 2.3. på henholdsvis side 11 og 13 samt en ændring i afsnit 5.1.3. på side 105, hvor antal overtrædelser af kontrolapparatforordningen, der medfører en betinget frakendelse af førerretten, er ændret fra tre til seks.
Derudover er der i afsnit 1., 2.3., 4.1. og 5.1. på henholdsvis side 11, 13, 16 og 104, foretaget en forkortelse i henvisningen til Rigsadvokatens meddelelse 4/2000.