Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Om de forskellige former for straffeattester

Læs her om de tre former for straffeattester, politiet kan udlevere: Den private straffeattest, Straffeattesten til politi og offentlige myndigheder og Børneattesten.


Om den private straffeattest

En privat straffeattest indeholder kun oplysninger om domme, bøder og tiltalefrafald med vilkår for overtrædelse af straffeloven, og domme og tiltalefrafald med vilkår for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.


Kriminalregisteret opbevarer oplysninger om dine lovovertrædelser. Hvis du har overtrådt straffeloven eller narkotikalovgivningen, og der er truffet afgørelse i sagen, vil Kriminalregisteret ud fra disse oplysninger udfærdige din private straffeattest.

De lovovertrædelser, som er registreret i Kriminalregisteret, vil stå på din private straffeattest i to-fem år. Skemaet nederst på siden viser, hvor længe de enkelte lovovertrædelser bliver stående på din private straffeattest.  

Du kan læse nærmere om denne type straffeattest i § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister.

Til top

Om straffeattesten til politi og offentlige myndigheder

Straffeattesten til politi og offentlige myndigheder indeholder oplysninger om de afgørelser, der er registreret i Kriminalregisteret. Det vil sige, at den indeholder oplysninger om samtlige domme, bøder og sager, der har ført til tiltale for overtrædelser af straffeloven. Denne straffeattest indeholder også afgørelser for overtrædelse af andre love, hvis der er givet frihedsstraf eller sket frakendelser af rettigheder f.eks. førerretten. 

Ingen kan personligt få udleveret denne straffeattest hos Kriminalregisteret. Kun politiet og i særlige tilfælde offentlige myndigheder kan få udleveret disse oplysninger. En offentlig straffeattest kan bl.a. udstedes til en offentlig myndighed ved behandlingen af en jobansøgning. Straffeattesten kan dog kun udleveres, hvis ansøgeren skriftligt har givet samtykke til det.

Oplysningerne står på denne straffeattest i mindst 10 år fra den endelige afgørelse.

Du kan læse nærmere om denne type straffeattest i § 22 i Justitsministeriets bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister.

Til top

Om børneattester

Børneattester indeholder oplysninger om overtrædelser af straffelovens regler om seksuelle krænkelser af børn under 15 år.

Børneattester udleveres til offentlige myndigheder, private virksomheder, idrætsforeninger, organisationer og andre, der skal ansætte eller beskæftige personer, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Det kan f.eks. være  ved ansættelse af en fodboldtræner, spejderleder, svømmelærer eller en pædagog.

Børneattesten kan kun udleveres, hvis ansøgeren skriftligt har givet samtykke til det. Hvis du giver samtykke til, at din arbejdsgiver indhenter en børneattest om dig, kan du skrive til Rigspolitiets Dataafdeling og få oplyst, hvilke oplysninger der stod på den børneattest, din arbejdsgiver modtog.

Hvis du er arbejdsgiver og har brug for at få udleveret en børneattest i forbindelse med en ansættelse, skal du aflevere en anmodning til Rigspolitiets Dataafdeling. Anmodningen om børneattesten skal indeholde oplysninger om, at den opslåede stilling indebærer direkte kontakt til børn under 15 år. Det skal også fremgå, hvilken funktion ansøgeren skal varetage. Vi opfordrer til, at du anvender blanketten til anmodning om Børneattest. 

Sammen med anmodningen skal du vedlægge en samtykkeerklæring fra den person anmodningen vedrører. Blanketten til anmodning om børneattest og samtykkeformularen finder du her (pdf).

Du kan læse mere om Børneattester i § 36 i Justitsministeriets bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. 

Til top

Oversigt over hvor længe en overtrædelse står på straffeattesten

Dette er en oversigt over, hvilke lovovertrædelser, der står på en straffeattest. Oversigten viser også, hvor længe en lovovertrædelse bliver stående på hhv. din private straffeattest og den straffeattest, der er forbeholdt politiet og offentlige myndigheder.

Billede af oversigt over registrering i kriminalregisteret i forbindelse med udstedelse af straffeattest


Særlige regler for unge der på gerningstidspunktet var under 18 år:

Der er med virkning fra den 1. april 2011 indført en ordning om betinget notering på unges straffeattester. Ordningen betyder, at den første strafferetlige afgørelse som udgangspunkt ikke medtages på den private og offentlige straffeattest for unge, der var under 18 år på gerningstidspunktet. 

Ordningen gælder dog ikke i tilfælde, hvor der er idømt en ungdomssanktion (straffelovens § 74 a), en behandlingsdom el. lign. (retsfølge efter straffelovens §§ 68-70), eller der er idømt en ubetinget frihedsstraf.

Hvis den pågældende inden for en periode på tre år fra tidspunktet for den første afgørelse begår et nyt strafbart forhold, der skal medtages på straffeattesten efter de almindelige regler, vil den betingede notering imidlertid ”vågne op” og optræde på den unges straffeattest sammen med den nye afgørelse.

Til top

Senest opdateret: 5. september 2011



Læs mere...



Hvordan får du udleveret din private straffeattest


Om Kriminalregisteret



Kontakt


Rigspolitiet
Administration
Center for almen jura
Kriminalregisteret
Polititorvet 14
1780 København V

E-mail: adm-kr@politi.dk
Sikker e-mail: Hent certifikat
Hvordan håndterer politiet din email



Bemærk at dette ikke gælder din private straffeattest.


Links

Danmarks domstole

 
Udskrevet d.
04-02-2012